Klaus Larsen – It-direktør, Region Nordjylland

”Paradigmeskifte kræver ledelsesfokus”

Hvis der er én ting, Klaus Larsen, IT-direktør i Region Nordjylland, har taget med sig fra Digitaliseringsinstituttet, er det, at succesfuld digital omstilling kræver fokus fra ledelsen.
Han udtaler “I sundhedsvæsenet medfører den digitale udvikling et paradigmeskifte, hvor vi for eksempel får helt nye muligheder for at fjerndiagnosticere og -monitorere. Og for at lykkes med den omstilling er det nødvendigt at få hele organisationen og hele ledelseslaget med”. Det blev han klædt på til, da han deltog i den første Masterclass i Digital Transformation omkring årsskiftet 2016. Noget han betegner som en fantastisk oplevelse.

“Pernille Kræmmergaard er jo selv bleeding edge på området. Hun er helt der fremme, hvor ingen har sagt det før, tænkt det før, tegnet det før, og hun formår at blande praktisk empiri med dyb teoretisk forståelse på en måde, hvor der måske kun er et par andre eksperter i verden, der kan være med” udtaler Klaus Larsen.

Han påpeger desuden, at det har været inspirerende at møde andre chefer – fra vidt forskellige hjørner af den digitale virkelighed – og høre om deres udfordringer og hvordan de tackler dem. “Blandingen af deltagere og indlægsholdere fra mange forskellige hjørner af den digitale verden gjorde også, at vi gik til emnet med mange forskellige perspektiver. Grundfos har for eksempel et andet udgangspunkt end en region, men ofte kan vi lære af hinanden og bruge samme tilgang i en anden kontekst” udtaler han. 

Klaus Larsen går nu med egne ord “all in” på at uddanne alle ledere i hans organisation i digital ledelse. Dette gør han blandt andet i samarbejde med Digitaliseringsinstituttet: “Udgangspunktet for os er jo mennesker af kød og blod, og digitaliseringen betyder, at vi på længere sigt kan tilbyde både nye og bedre services på en lang række områder - for eksempel i forhold til patienter, som ikke lige er i nærheden af et sygehus, når de har brug for en læge. Men hvis vi virkelig skal flytte noget, er det nødvendigt, at hele organisationen er klar,” siger Klaus Larsen. Han fortsætter således: ”Vi samarbejder derfor med Digitaliseringsinstituttet på flere områder, blandt andet har vi igennem en to-årig periode afholdt kurser sammen med Pernille Kræmmergaard på regionens hospitalsenheder og deltager også på flere af holdene på Masterclass i Digital Transformation”.