Hvordan udvikles digitale mindset hos alle medarbejdere og hvorfor er det vigtigt?

November 2020

I de sidste halve år har jeg skrevet en del om corona og data i mine klummer – dette er naturligvis stadig noget som optager mig. Det gør det blandt andet fordi jeg er inviteret til at holde et indlæg på ATV’s årsmøde den 17. november med titlen ”Da COVID-19 sendte alle hjem – digitale erfaringer”. Det kommer blandt andet til at handle om data – men også fordi det her den 4. november netop er kommet frem at der her i Nordjylland er fundet mutation af coronavirussen hos en del nordjyder (en mutation som har været fundet hos mink i et stykke tid).

Vi har dog ikke fået ret mange data om hvem det er og hvor præcist disse smittede befinder sig – så jeg føler mig egentlig som nordjyde en smule udsat og igen ikke særlig godt (data-)oplyst. Men denne klumme skal ikke handle om corona eller data.

Den skal handle om udvikling af digitale mindset hos medarbejdere, altså de rigtig mange, der hver dag udfører fagligt arbejde i såvel offentlige som private virksomheder, og om hvorfor det er vigtigt og hvordan det kan gribes an.

Jeg plejer at sige at digital transformation både er top-down og bottom-up. Top-down, da ledelsen skal tage ejerskab og drive den digitale omstilling, og bottom-up da omstillingen også kræver at de medarbejdere, der er tæt på opgaveudførelserne rundt omkring, får ideer, bidrager med input og feedback, samarbejder med andre på nye måder, ændrer opgaveudførelsen og fagligheden, etc. og at de dermed får mulighed for at udfolde og udvikle deres potentiale til deres egen, slutkundernes og dermed også virksomhedens fordel.

Top-down og bottom-up kræver et digital mindset i hele organisationen – dog selvfølgelig med forskelligt fokus og indhold, afhængig af om det er topledere, ledere eller medarbejdere.

Digitalt mindset forstår jeg som evnen til at indtænke og anvende digitale signaler, teknologi,  IT og data til at forbedre virksomhedens forretningsmodeller, konkurrencemæssige position og strategier, men også den måde jobbet udføres på. Det handler om at kunne forholde sig meningsfuldt, konstruktivt og effektfuldt i forhold til de digitale løsninger, teknologier og platforme. Det handler om at kunne tænke de forskellige teknologier ind i løsningen for slutkunden, så den bliver tidssvarende og lever op til (eller overgår) slutkundens krav og forventninger. Og så handler det om at kunne forholde sig åbent til, hvordan teknologierne ændrer ens job og faglighed, og udvikle sig i overensstemmelse hermed.

Hvordan anvendelse af nyere teknologier ændrer ens job og faglighed kom tydeligt til udtryk på vores netværksdag i DISIMIT netværket den 4. november, hvor Thomas Nørmark, Global Head of AI & Robotic hos Itelligence, viste en af deres nyere løsninger; HOME SCHOOL HELPER (som er udviklet i forbindelse med behovet for hjemmeundervisning som følge af COVID-19). Løsningen ikke bare indeholder gode historier med tegneseriefigurer, men også mulighed for gamification og personalisering til det enkelte barn – baseret på kunstig intelligens, talegenkendelse og prædiktive services. I løsningen træder nogle af figurerne i historien i menneskelig skikkelse ud af tegneserien for at agere lærer, de hjælper barnet med læse højt, retter udtalefejl, foreslår næste læringstrin til det enkelte barn, som passer præcist til barnets niveau og allerede erhvervede kunnen, osv.

Jeg spurgte efter præsentationen, hvad der egentlig er tilbage til dansklæreren, hvis det kan være så sjovt og personaliseret for barnet at lære at læse og stave? Ingen tvivl om at det kræver ændring af fagligheden hos dansklæreren i dette tilfælde. Det samme vil gælde universitetsunderviseren, hvis tilbuddet til danske studerende bliver mere platformatiseret og økosystem-baseret end det er i dag, fra fag-faglige forskere og undervisere, til en rolle som meget mere faciliterende og kontekstualiserende vejleder. Det sidste havde jeg faktisk for et par uger siden fornøjelse at debattere på et webinar, holdt for og med ledelsen fra et af Danmarks store universiteter.

For at se mulighederne og favne forandringerne i lokal praksis, hvad enten det er folkeskolen, universiteter, sundhedsvæsenet, energiselskaber, private servicevirksomheder etc. kræver det udvikling af digitale mindset hos medarbejdere, og altså ikke bare hos ledere. Dette er efter min vurdering afgørende, hvis de øverste digitale modenhedsniveauer – generation 4, og særligt generation 5, skal nås.

I generation 4, hvor det handler om at anvende digitale teknologier til at opfylde slutkundens grundlæggende behov på sammenhængende måder, sammen med andre, og hvor der sker forandringer i den måde virksomheden skaber værdi på og hvor nye organiseringsformer med mange partnere og integration med deres services, data og systemer er nødvendige - bliver det medarbejdernes opgave at samarbejde med såvel andre, såvel interne som eksterne, at være data-bevidste, optaget af slutkundens krav og forventninger, og opsamle og viderebringe feedback om ændringer heri.

Og i generation 5, hvor digitale teknologier anvendes til at tilbyde slutkunden personaliserende, relevante og lejlighedsvis proaktive services baseret på data og kunstig intelligens, og hvor nye måder at arbejde, lære, prioritere og træffe beslutninger på, og hvor fagligheden forandres, er nogle af de forandringer der finder sted i organisationer. I generation 5 sker der det afgørende, at fokus på medarbejderne, deres kompetencer og rammer får en høj prioritet. Kompleksiteten stiger for medarbejderne, fordi der bliver langt flere berøringsflader med både teknologi, kunder og samarbejdspartnere. Imidlertid er det også i generation 5, at teknologierne, og særlig kunstig intelligens, for alvor udfordrer og forandrer fagligheden og stiller krav til at kunne kombinere teknologi, data-analyser og menneskelig dømmekraft.

Erkendelsen af at hvis digital transformation eller digital reshaping (som jeg omtalte i min klumme i september) og de øverste modenhedsniveauer skal nås, kræver udvikling af medarbejdernes digitale mindset, synes jeg ikke at være alene om. Dette er også kommet til udtryk i mange af de dialoger, jeg har haft med en række samarbejdspartnere og kunder i de sidste par måneder.

De kommer fra blandt andet universitetsverdenen, sundhedssektoren, private servicevirksomheder og fra kommuner. Fælles for dem er, at vi her i Digitaliseringsinstituttet enten har afholdt eller er i gang med at afholde, skræddersyede Masterclassforløb for den øverste ledelse. Og det er efter min vurdering et godt og rigtigt sted at starte, når det handler om at igangsætte digital omstilling og udvikle digitale mindset. Det er trods alt topledelsen og ledelsen der skal drive omstillingen, som jeg var inde på ovenfor.

Men når det så synes at være skabt og drivet, visionerne og ejerskabet til den digitale omstilling er skabt, og ønsket om at nå generation 4 og 5 er formuleret, så synes der at opstå et ønske om og en erkendelse af, at hvis det skal lykkes, så skal alle med. Blandt andet er følgende kommet til udtryk:

”Vi ved fra vores kursus og selvevalueringen af vores digitale modenhed at vi i dag er på generationer 2,4, og at vi gerne om 5 år vil op i generationerne 4 og 5 i endnu højere grad” og videre ”Pernille, nu har vi efterhånden arbejdet en del med det ledelsen lærte på masterclass, og nu skal vi i gang med at udvikle vores medarbejdere, så de også kan komme med på rejsen – og vi vil gerne køre det selv”. Her synes jeg, der gives udtryk for to vigtige erkendelser; dels ønsket om at køre det selv overfor medarbejderne (og ikke være afhængige af at købeeksterne kurser hos os i Digitaliseringsinstituttet eller hos andre kursusudbydere) og ønsket om at få alle medarbejdere med på rejsen.

Netop det første, ønsket om at køre det selv, er efter min vurdering ikke bare af økonomiske grunde, men i særdeleshed fordi udviklingen af digitale mindset hos medarbejderne, hvis det drives af organisationerne selv, dermed i højere grad kan relateres tættere til den lokale værdiskabelse, virksomhedens slutkunder, den lokale faglighed og de forskellige domæner, der eksisterer i de fleste virksomheder, særligt de store af slagsen, etc.  - altså tættere på det daglige arbejde og lokale praksis.

Og det med at få alle med på rejsen er, som det gerne skulle være kommet til udtryk allerede i denne klumme, jeg naturligvis stor tilhænger af og ser som en nødvendighed, hvis de øverste modenhedsniveauer skal nås. Og det at få alle med, er dét evnen Transformationsledelse handler om. At skabe en lyst og begejstring for den digitale omstilling, ikke pga. en brændende platform, men ud fra et brændende ønske. Skal dette, og forandringerne forbundet med generation 4 og 5, lykkes, kræver det ændringer i medarbejdernes meningsskabelse – ifølge Weick handler vi (og forandrer vi) os kun hvis det giver mening for os. Og netop udvikling af digitale mindset kan netop være vejen til denne meningsskabelse.

Hvis organisationer selv skal varetage udvikling af digitale mindset hos medarbejdere – er det så ikke en ulempe for sådan nogen som os, der lever af at holde foredrag og kurser? Svaret er delvist ja, det giver i hvert umiddelbart færre kurser til medarbejdere at fakturere, men det giver også nye muligheder. Muligheder for at udvikle digitale og skalérbare læringselementer, som organisationerne selv kan anvende i deres ”ønske om selv at udvikle digital mindset tættere på den faglige praksis”. Og det er netop det, der har været mit ønske med vores nye dialogværktøjer – at udvikle og tilbyde organisationer noget som organisationerne selv kan anvende, uden at de behøver os eller andre til at gøre det for dem.

Du må gerne opfatte det som en reklame for vores nye abonnementbaserede services – men jeg er faktisk blevet rimelig godt tilfreds med det foreløbige resultat af vores mangeårige udviklingsarbejde med dialog- og læringsmateriale, som organisationer selv kan anvende i deres bestræbelser på at udvikle digitale mindset og øge modenheden. Vi vil naturligvis fortsætte med at udvikle og udbygge materialer i de kommende år baseret på brugernes erfaringer med brugen af det og den feedback vi af den vej kan få. Så glæden er stor over at vi de sidste måneder har solgt de første abonnementer til tre organisationer, og jeg ser frem til at følge dem i den kommende tid, og høre om deres erfaringer og få deres input til forbedringer og nye materialer.

Held og lykke med at udvikle medarbejdernes digitale mindset – men husk også lederne, hvis ikke I allerede er gået i gang med det 😊