Topledelseskompetencer og nye begreber

November 2018

Sidste måneds klumme havde titlen ”Digitalt strategisk arbejde – teknologier eller mindset” og jeg skrev om, at teknologierne ikke er det afgørende i det digitalt strategiske arbejde og at det digitale ikke skal være et separat område, som lever sit eget liv i virksomheden. Det skal være en integreret del på alle niveauer og i den forretningsstrategiske tænkning. Det er forretningsstrategien, der skal eksekveres digitalt og det kræver en modning i organisationen og naturligvis også nye kompetencer. Og det både blandt medarbejdere og topledelsen.  

Ifølge IT i praksis, som Rambøll og Dansk IT står bag, placerer danske topledere netop mangel på digitale kompetencer og færdigheder hos medarbejdere på en førsteplads over listen af barrierer for at indfri de digitale ambitioner, efterfulgt af egne manglende digitale kompetencer på en andenplads.

Men er det (kun) manglende digitale kompetencer – eller er det måske mere et spørgsmål om først at få udviklet et nyt mindset - nye begreber at begribe med og et nyt sprog - der er behov for hos topledelsen, inden der kan tales om egentlige kompetencer?

Vi begriber med vores begreber – skrev Steen Hildebrandt for snart mange år siden – muligvis inspireret af Karl Weick og hermeneutikken – som begge taler for, at vi forstår verden gennem vores eksisterende virkelighedsopfattelse og det sprog og de begreber vi kender. Og at netop sproget er grænsen for vores verden, ved vi også fra Wittgenstein. Vi kan kun erkende igennem vores sprog og begreber, og hvad vi kalder ting, har konsekvenser for, hvordan vi handler. Sproget spiller således en central rolle for, hvordan vi tænker og dermed for, hvordan vi kan handle. Vi kan ikke erkende uden begreber og vi kan ikke tale sammen uden ord – hverken i dialogen eller i strategier og indsatsområder – og derfor heller ikke i forbindelse med Digital Transformation, hvis ikke vi har begreber og sprog herfor.

Det er f.eks. ikke ligegyldigt, om Digital Transformation begrebsliggøres som en plan, en strategi eller en rejse….. fordi den måde hvorpå vi forstår Digital Transformation har konsekvenser for, hvordan vi handler og arbejder med det. Selv begrebsliggør jeg Digital Transformation således; ”Digital Transformation er en rejse i dynamiske konkurrencemæssige landskaber, hvor virksomheden til enhver tid og på en tidssvarende måde, med de teknologiske og digitale muligheder in mente, imødekommer slutkundens behov og opfylder dennes til stadighed foranderlige krav og forventninger”.

Digital Transformation handler for mig meget om, at den eksisterende virkelighedsopfattelse mange har, ikke er tilstrækkelig til at forstå den fremtid, som mange organisationer kigger ind i, der skal en ny virkelighedsopfattelse til, om man vil. Og mange, også topledere, får i relation hertil behov for at tilegne sig et nyt begrebsapparat og mange ledergrupper får behov for, at få etableret et (nyt) fælles sprog. Et begrebsapparat og et sprog, som kan anvendes til at beskrive og analysere, hvad der skal gøres – når der skal arbejdes med den Digital Transformative dagsorden og som kan blive grundlaget for, hvordan transformationen tilgås, såvel strategisk som taktisk og operationelt, og hvilke handlinger der så (skal og kan) udføres.  

Jeg oplever da også denne erkendelse hos flere og flere topledere. I den forgangne måned har jeg drøftet det med en hel del. Et par uddrag at nogle af de spørgsmål, jeg er blevet stillet:

”Hvordan får jeg samlet direktionen om den Digital Transformative dagsorden – og hvordan får jeg mine lokale politikere involveret?”.

”Hvordan sikrer jeg, at vi i topledergruppen får det rette mindset og fokusområder – vi vil gerne, men hvordan skal vi tænke om det og hvad skal vi være optaget af – hvad kræver det af os?”.

”Min direktør og borgmester vil gerne klædes på til, hvad der skal være deres dagsorden, så kan du ikke mødes med dem først, inden du møder alle vores 35 ledere til lederseminariet?”.

”Det jeg gerne vil have ud af det lederseminar, du skal ud til Pernille, det er et fælles sprog og forståelse blandt vores Top 25 ledere omkring organisationens arbejde med Digital Transformation”.

Men nye begreber og nyt fælles sprog blandt toplederne gør det selvfølgelig ikke alene, om end det er en væsentlig start. Men hvad er det så, når disse begreber er tilegnet og det nye fælles sprog er etableret, som topledere skal handle på? Hvad skal de være optaget af? Hvilke opmærksomhedspunkter skal de have? Hvad skal de personligt involvere sig i? Hvilke kompetencer skal de have? Og så videre.

Personligt er jeg ikke selv færdig med at dykke ned i disse spørgsmål. Men vil for nuværende gerne dele nogle af mine foreløbig tanker om, hvad jeg mener, topledelsen skal være optaget af:

  1. Den fremtidige konkurrencesituation i det ”dansende landskab” som virksomheden befinder sig i og drøfte og sikre bevidsthed om organisationens digitale forretningsmodel.
  2. Udarbejdelse af ”purpose” med transformationen – ”The Why” – hvorfor skal vi transformere organisationen og hvem ønsker vi at være om 10 år?
  3. Sikre at organisationen er bevidst om, hvilke behov den dækker hos slutkunden og at det job der udføres, for at indfri behovet til enhver tid, lever op til slutkundens (ikke slutkundernes) krav og forventninger.
  4. Italesætte vigtigheden af et økosystem-mindset i organisationen – i både udviklings- og innovationsaktiviteter, som i serviceleverancerne og etablere og orkestrere sammen.
  5. Sikre at de får resten af organisationen med sig på den transformative rejse – ved både at arbejde med etablering af nyt mindset, begrebsapparat og sprog – og nye kompetencer.

Den næste måneds tid vil jeg dykke ned i spørgsmålene om toplederens rolle og kompetencer i forbindelse med Digital Transformation og jeg er så heldig, at være blevet inviteret til at give et indlæg på, om præcis dette på de offentlige lederes topledercamp den 4. december – det glæder jeg mig meget til. Har I ideer, input eller meninger vedr. toplederens rolle og kompetencer, er I meget velkommen til at kontakte mig via mail pkj@dinst.dk eller på telefon 2250 7629. På forhånd tak.