Vi er i Danmark for dårlige til det vigtigste

December 2020

I sidste måned skrev jeg at det ikke skulle handle om Corona og i stedet handlede min klumme om udvikling af digitale mindset hos medarbejdere, de rigtig mange, der hver dag udfører fagligt arbejde. Og jeg argumenterede for det fornuftige i at organisationer selv varetager denne del. Her i december måned vil det også handle en smule mere om digitale mindset – men også en smule om det, vi har været vidne til i forbindelse med Corona, og også om hvad det er vi i Danmark er dårligst til set med digitale briller, og som det er vigtigt vi bliver bedre til, såvel i den offentlige som den private sektor.

Ingen tvivl om at vi i Danmark har klaret os langt bedre i forbindelse med pandemien end andre lande. En række af disse forhold har efter min mening skyldtes en mangeårig digital indsats og strategier for at øge digitaliseringen af og i vores samfund. De første digital strategiske overvejelser blev da også formuleret helt tilbage i starten af 1990’erne, og med Dybkjær-rapporten ”Info-samfundet 2000” fra 1994 (som starter med sætningen – ”Vi er midt i en revolution”), efterfulgt at den første ”IT-politiske handlingsplan” i 1995 – har vi været i gang længe. Der har været investeret massivt i udbredelse af bredbånd og i at skabe en digital parat befolkning.

Dette er kommet os til gode her under Coronaen. Nogle af de ting der har kunnet lade sig gøre takket være ovenstående er:

  • Digitale planer er blevet realiseret på rekordtid, beta-versioner har været gode nok, mod og ”ok at fejle” har været praksis mange steder, og ledelser rundt omkring har taget et større ansvar for digitalisering – vi har kunnet en masse alligevel
  • Mange har oplevet at salget er faldet og for andre helt udeblevet, mens det for andre steg – for mange faldt B2B, mens B2C steg – vi har kunnet købe og forbruge alligevel
  • Lokale butikker og restauranter har måttet lukke ned, men nye lokale digitale gågader og take-aways er opstået – vi har kunnet handle lokalt alligevel
  • Den offentlige og private sektor har sendt medarbejderne hjem – vi har kunnet arbejde alligevel
  • Patienten kunne pludselig tilses af lægen på video – vi har fået sundhed alligevel
  • Skoler og universiteter kunne omlægge hurtigt til digital undervisning – elever og studerende har kunnet lære alligevel

Men gad vide om vi, når vi er på den anden side af Corona, ser dette som startskuddet til at vi generelt bliver hurtigere og mere eksperimenterende i forbindelse med digitale planer. Gad vide om vi ser en generel stigning i b2C salg og dermed et generelt fald i antallet af mellemhandlere. Gad vide om vi generelt fortsætter med at kunne handle digitalt lokalt. Gad vide om remote arbejde, fleksible og distribuerede organisationer og arbejdspladser bliver ”the new normal”. Gad viden om Sundhedssektorens strukturer og måder at møde patienten på bliver transformeret. Og gad vide om skole og universiteter ændrer undervisningsformer, pædagogiske metoder og forretningsmodeller?

Alt dette vil vi kunne svare på om nogle år. Men jeg tvivler desværre – men håber. Men der skal efter min mening meget mere til end blot at håbe. Men hvad er problemet – vi er jo verdensmestre i digitalisering?  

Danmark befinder sig i den absolutte internationale superliga hvad angår digitalisering – men vi er efter min vurdering for dårlige til det vigtigste i forhold til digital udvikling og omstilling af såvel civilsamfundet, den offentlige sektor (herunder det politiske niveau) men også i og af den private sektor (og det gælder naturligvis ikke alle – men rigtig mange, og de fleste). Der er i den grad brug for digitale mindset hos både politikere, topledere, ledere og medarbejdere, hvis vi skal bevare en international føreposition i den offentlige sektor, sikre en tidssvarende offentlig sektor som vi har tillid til, men også hvis dansk erhvervsliv skal klare sig i et anderledes og øget digitalt konkurrencemæssigt marked og bidrage til en bæredygtig fremtid.

At digitalisering er et væsentligt konkurrenceparameter har vi kendt til længe, og det synes også at være gået op for Mette Frederiksen, som i sin åbningstale til folketinget sagde følgende; ”Digitaliseringen er gået fra at være ét konkurrenceparameter blandt mange – til i denne tid at afgøre virksomheders overlevelse”. Det er jeg, nok ikke så overraskende, helt enig med hende i. Og samtidig hilser jeg det meget velkomment at digitaliseringen synes at være kommet på vores nuværende regerings dagsorden – hvor det indtil nu har brillieret ved sit fravær, et fravær som jeg mener kan vise sig at blive kritisk for Danmark. Indtil videre har det konkret betydet at vi ikke har en ny offentlig digitaliseringsstrategi som skal erstatte den eksisterende, når den udløber her ved udgang af december.

Men hvad er det så vi er dårlige til? Danmark har jo gentagne gange i forskellige undersøgelser de sidste år lagt helt i top. I 2018 udnævnte FN Danmark som nummer 1 i offentlig digitalisering. Der blev lagt vægt på, at vi havde fundet ”den rette balance mellem en effektiv offentlig digitalisering og muligheden for at hjælpe den enkelte boger” – så altså digitalisering til effektivisering og lidt mere af det samme.  Vi forsvarede VM-titlen i her i sommer - hvor FN denne gang lagde særlig vægt på vores evne til at samarbejde på tværs af stat, regioner og kommuner om de offentlige digitale løsninger og at vi har en sammenhængende digital infrastruktur. Danmark fremhæves yderligere for det mangeårige samarbejde med tværoffentlige digitaliseringsstrategier. Og det er jo fint – men de nuværende udløber ved udgangen af i år. EU’s eGovernment Benchmark 2020 placerer også Danmark i front. De undersøger offentlig digitalisering ud fra et borgerperspektiv og vurderer, hvordan borgere oplever brugerrejsen i forskellige digitale services. Det kan f. eks. handle om sammenhængende brugerrejser vedrørende familieforøgelse, studier eller om at starte en virksomhed – altså løsninger som vi har haft i en del år efterhånden, og som altså stadig fremhæves som noget særligt.

Og den sidste undersøgelse som jeg studerende i detaljer i forbindelse med min forberedelse til mit indlæg på ATV’s topmøde den 17. november, udkom her i oktober måned. Det var OECD’s Digital Government Index (DGI) 2019. Her placeres Danmark i den internationale superliga - hvor vi særligt markerer os på vores evne til Brugerdrevet Digitalisering (User-Driven) og brug af data i den offentlige sektor (Data-Driven Public Sector) – det lyder jo godt alt sammen. Men kigger man nærmere på undersøgelsen siger OECD måling på parameteren ”Data-Driven Public Sector” ikke noget om, om regeringer endnu opfatter data som et fundament for forbedret politikudformning, levering af tjenester og løbende performance management. Så at vi scorer højt på denne parameter siger ikke meget om, om data bliver brugt til evidensbaseret beslutningstagning eller til serviceudvikling. Noget som ikke bare Corona, og sagen om de gravides forskningsdata som er ”givet” gratis til US (og et Facebook-ejet firma) har vist et stort behov, men som fremtidens udfordringer (klima, social ulighed, værdien og brug af data, samt oplysthed), efter min vurdering kommer til at stille øgede krav om.  

Kradser man yderligere i OECD’s rapport, vil man også opdage, hvordan vi i Danmark halter efter på parameteret digital proaktivitet, hvor vi roder rundt et stykke uden for top-10. Digital proaktivitet kan sammenfattes som den offentlige sektors evne til at forudse og respondere hurtigt på befolkningens behov – på en måde, hvor teknologi og data bliver anvendt hensigtsmæssigt. Her kan og skal vi blive bedre i Danmark, så vi lever op til borgernes krav og forventninger set i et digitalt perspektiv. Den offentlige sektors manglende evne til proaktivitet, synes jeg blandt andet er kommet udtryk i den offentlige sektors forsøg på at udvikle en smitteapp. Det gik ikke så godt, hverken i forhold samarbejdet med leverandører, den tekniske forståelse af Iphonens dvalefunktion, og gentagne forsøg på at lancere en app, der er til at stole på.  

Sat på spidsen kan man sige, at vi i Danmark bliver gjort til verdensmester i offentlig digitalisering, men at vi i virkeligheden er for dårlige til dét, som betyder allermest for, at vi i dag og i fremtiden kan fastholde en attraktiv og tidssvarende offentlig sektor, som vi har tillid til og som sikrer sammenhængskraft og oplysthed i befolkningen – og ikke mindst velfærd for alle.

Skal vi i rykke os til næste niveau i forhold til digital modenhed, så skal vi væk fra status quo. Det skal være slut med, at vi i Danmark, både i den offentlige og private sektor, gør teknologi til et mål i sig selv, som vi kun bruger til at gøre mere af det samme, bare hurtigere – og uden at det fører noget egentligt transformativt med sig.

I stedet skal vi efter min mening med digital proaktivitet og øget brug af data i højsædet begynde at anskue og anvende teknologi som et middel, der gør det muligt at gribe nye muligheder, at omstille os hurtigere og mere smidigt, at imødekomme nye konkurrencemæssige landskaber samt nye typer af krav og forventninger hos borgere, kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Øger vi den digitale modenhed får vi i tillæg langt bedre forudsætninger for at løse de store udfordringer, vi som samfund står overfor, herunder at modvirke den polarisering, som den offentlige sektor bidrager til i sin nuværende form.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, som ser et behov for øget digital modenhed i Danmark. For nyligt har Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL), med Lisbeth Knudsen i spidsen, gjort Digital Reshaping til deres tema for hele 2021 (som jeg også omtalte i mit nyhedsbrev i september måned). Lisbeth Knudsen begrunder årstemaet med, at man vil gøre digitalisering til en samfundsstrategi, der berører alle sektorer og skal bane vejen for et mere robust, grønt og økonomisk stærkt velfærdssamfund. I den forbindelse fremhæver hun, hvordan digital reshaping kræver et helt nyt digitalt mindset i vores offentlige organisationer og virksomheder.

Jeg hilser VL’s nye og vigtige agenda velkommen, og efter min mening har Lisbeth Knudsen ret i, at øget digital modenhed i Danmark skal drives frem af et nyt digitalt mindset. Men hvad det konkret dækker over, kommer hun ikke så meget ind på.

Set fra min stol har vi behov for at digitale mindset udvikles og forankres hos såvel topledelse, ledere, medarbejdere og politikere – og det handler om vores evne til at indtænke og anvende digitale signaler, teknologi, IT og data til at forbedre vores forretningsmodeller, konkurrencemæssige position og strategier, men også den måde, jobbet udføres på. Det handler om vores evne til at tænke teknologier ind i løsningen for borgerne og slutkunderne, så den bliver tidssvarende og lever op til (eller overgår) deres krav og forventninger i dag og også i morgen. Og det handler om, at man gør sig i stand til at forholde sig åbent overfor, hvordan teknologi ændrer job og faglighed, hvorfor man skal udvikle sig i overensstemmelse hermed.

Sammen med udviklingen af et sådanne digital mindset, mener jeg, at vi kan skabe startskuddet til digital reshaping og en sand transformation af både forretningsmodeller, strategier, lederskab, samarbejdsrelationer, anvendelse af data samt opfattelse af velfærd og relationen mellem borgeren og den offentlige sektor.

Lad dette være mine sidste ord i klummen her i 2020.

Med håbet om en forsat digital modning blandt såvel politikere som ledere og medarbejdere, og ønsket om en rigtig god jul og godt nytår til alle - tak for du læser med.