Netværkets årshjul og aktiviteter

Der afholdes to faste netværksdage pr. år, hvor Pernille Kræmmergaard i samarbejde med Peter Axel Nielsen har ansvaret for at fastlægge program og facilitere dagen. Præsentationerne og andet materiale fra og i relation til netværksdagene (f.eks. referater og artikler) sammenfattes i en rapport af forskerne koordineret igennem sekretariatet og bliver efterfølgende gjort tilgængelig for deltagerne. Rapporterne bliver, i det omfang det skønnes relevant, lejlighedsvis offentliggjort til andre danske kommuner og offentlige organisationer, som måtte have interesse herfor.

Der afholdes ligeledes en række workshops over et tema, som forskerne og de deltagende medarbejdere fra kommuner har en fælles interesse i at udfolde og udforske. Under en workshop i DISIMIT vil der typisk være kortere indlæg baseret på forskernes egne forskningsresultater, gruppearbejde og plenumdiskussioner over emnet, hvor formålet er, at alle går fra workshoppen med fornyet indsigt i emnet.

Derudover er der, som noget nyt i 2018, arrangeret seks webinarer med aktuelle og fremadrettede emner i relation til kommunal digitalisering. Aktuelle emner, som er vurderet til at kunne have interesse for en bredere kreds i kommunen. 

Her har kommunerne således mulighed for at invitere bredt ud i deres egen organisation og eventuelt selv arrangere relaterede lokale aktiviteter. 

De deltagende kommuner og forskere forpligter sig for ét år, hvor der i afslutningen af året vil blive evalueret omkring netværkets form og fremtid i det kommende år. 

Opbygning af en netværksdag

Programmet for en netværksdag er som udgangspunkt delt op i tre elementer med udgangspunkt i det aktuelle tema:

  • foredrag af international anerkendt forsker inden for det aktuelle tema
  • foredrag af praktiker, som har ledelseserfaring inden for det aktuelle tema
    • lejlighedsvis foredrag af de deltagende forskere, såfremt de har forskningsmæssige resultater at præsentere inden for det aktuelle tema
  • adressering af dagens tema i forhold til egen ledelsespraksis